Stege Borg
I årene 1976-77 blev der her iværksat en arkæologisk udgravning, som blotlagde rester af et betydeligt borganlæg. Jacob Sunesøn, der fra 1225 til sin død i 1246 styrede Møn som et personligt len, ombyggede den daværende træborg til en murfæstning. I årene indtil 1534 var Stegeborg på forskellige hænder og undergik flere ombygninger. Blandt andet forstærkede Valdemar Atterdag omkring 1360 borgen, så at murene blev fem alen tykke, og portnøglen var næsten en alen lang! Det midterste af de tre tårne blev bygget så højt, ”at det kunne måle sig med det københavnske”!
I 1533 var der borgerkrig i Danmark. Borgere og bønder kæmpede mod adel og præster. Borgerne ønskede, efter Frederik den I´s død , at Christian den II, som i 1523 var gået i landflygtighed, skulle vende tilbage. Dette ville adelen for enhver pris undgå, da Christian II i sin regeringstid havde begunstiget borgerne på adelens bekostning. Christian II fik hjælp fra hansestaden Lübeck, der sendte en hær til Danmark under ledelse af grev Christoffer af Oldenburg. Heraf borgerkrigens navn ”Grevens fejde”.
Stegeborgs endeligt i 1534 er en speget historie, men sikkert synes det at være, at lensmanden Anders Bille på det kongelige Stegeborg var rejst til sit gods Søholm og havde overgivet befalingen til 4 adelsmænd og 4 borgere. Straks efter blev slotsfogeden Hans Stisøn lokket ind i byen og dræbt. Ved forræderi fra de borgere, som Anders Bille havde betroet slotsloven, åbnedes slottets porte, og en ophidset mængde af byens borgere trængte ind i borgen, som de plyndrede og sprængte i luften. Anders Billes datter, jomfru Clara og de øvrige adelige fanger blev sendt til grev Christoffer. Kvæg, korn og fødevarer blev fordelt mellem borgerne.
Da Anders Bille kommer hjem og kort efter slutter sig til greven, der nu pludseligt er på adelens side, får Anders Bille den halvdel af det plyndrede gods, der var tilfaldet greven, tilbage, og Anders Bille benytter da sin stilling til at få Steges borgere strengt straffede for deres forræderi. ”De fire borgere måtte strække hals på torvet i Stege”, og pandeskallerne af disse fire blev til skræk og advarsel indmurede i væggen bag alteret i Stege kirke!
For en del år siden blev der under udgravninger i forbindelse med bygning af Netto og de tilstødende beboelsesbygninger fritlagt to af borgens hjørner. Et af disse ligger nu stadig gemt flere meter under Nettos frysediske!
Borgen blev trods gentagne forsøg herpå aldrig genopført, men den tilhørende ladegård fungerede endnu i nogle hundrede år. Gå nu videre langs det røde beboelseshus og drej for enden af dette til venstre og videre til sild 3.